Ingen udvikling, tak (i hvert fald ikke i to år)….

2019-05-05 Slået fra Af tobias

Naturligvis vil politikerne vise, at de er udviklingsorienterede og skaber handling – de tror selv på, at det giver flere stemmer, selv om enhver erfaren kommunalpolitisk observatør ved, at det ikke er handlingen der giver stemmer – men resultatet… En hær af tjenstvillige konsulenter er parat til at levere kurser, workshops, opkvalificering og seminarer til ledere og lærere – så kan der nemlig tjenes penge – hurtigt!

Ude på fabriksgulvet –  inde i skolen hos 4. b – ender det hele med at blive en skøn forvirring af pædagogisk indvikling, hvor fokus skifter hvert andet øjeblik fra læringsstile til læringsmål, fra LP-modeller til feedback og fra Cooperative Learning til mindfullness.

Frem for dette virvar af retninger må der være en respekt om lærernes grunduddannelse og vores pædagogiske, didaktiske og metodiske kompetence til at vælge den rette vej for undervisningen. Det vil give mulighed for at bruge penge og tid bedre, end til konsulenthonorarer og kurser, som ikke leder nogle veje hen.

I virkeligheden kan vi nok stoppe udviklingen i lige så høj grad, som vi kan stoppe solen i at stå op hver morgen. Men vi kan styre udviklingen mere, end vi kan styre solen og jorden. Derfor er det eneste forsvarlige at notere alle de gode ideer til udviklingsprojekter ned på et stykke papir og lægge det i en æske. Hvis ideen stadig holder vand efter to år – så er ideen sikkert god og kan implementeres. Ellers kan den gå samme sted hen som læringsstile, CL (inkl. Barcelona…), LP, læringsmål osv. osv…….