Et spørgsmål om tillid – eller: Hvor naive tror KL vi er?

2018-04-30 Slået fra Af tobias

Hvid røg steg op fra Forligsen – og det meste af landet faldt på halen over, at det var lykkedes Ziegler og Bondo at nå et resultat frem for en opslidende konflikt.

Utvivlsomt har Anders Bondo Christensen kæmpet hårdt og forhandlet det hvide ud af øjnene for lærerne. Utvivlsomt har modstanden fra KL været hård og urimelig og utvivlsomt har Bondo fået det bedst mulige resultat hjem til lærerne.

Men helt ærligt, så er jeg i tvivl om det er godt nok – for der er gode elementer og mindre gode elementer – og decideret dårlige…

Lønstigningen er egentlig helt fornuftig, den er ikke til at falde på halen over, men 6,9 % giver en reallønsfremgang over de tre år. Det er ikke en fremgang, der giver problemer med om pengene kan være i pungen – men en fremgang er en fremgang.

Den forbedrede lejrskolehonorering er i orden. Før blev 24 timers arbejde honoreret med løn for 14 timers arbejde – så den ubetalte arbejdstid var på ti timer. Fremover er der stadig løn for 14 timer, men nu anerkendes det, at man står til rådighed i de ti timer, så man får løn for 1/3 af dem – vi er altså kun slaver i 66 % af de ti timer i døgnet… Det er et fremskridt – men til at overskue.

Så er der det djævelske spørgsmål om arbejdstid og “ny start”. Kommissioner og arbejdsgrupper, løfter og garantier.

I udgangspunktet var mantraet, at der skulle komme en arbejdstidsaftale – i stedet har vi fået tre år mere med den forhadte L409.

Det kan meget vel være, at en kommission, der skal se på arbejdstiden, var det bedst opnålige resultat, men resultatet er ikke særligt godt. 

Dels skal vi trækkes med L409 i endnu tre år, hvilket vil koste kolleger, helbred og kvalitet i undervisningen. Loven er et fartbump for udviklingen i folkeskolen og for arbejdsglæden blandt lærere og elever – og sikkert også for en del ledere.

Dels skal vi have tillid til at KL vil en arbejdstidsaftale om tre år. Tillid? Hvordan kan man have det efter alt det de har budt os?

Behøver jeg nævne OK11, hvor vi blev spist af med en latterliggørelse?

Eller OK13 – hvor KL søgte at ydmyge lærerne og kaldte os dumme og uduelige – og i øvrigt dybt forældede? Og fik storebror i regeringen til at lege tæskehold…

Eller OK15, hvor vi fik løfter om guld og grønne skove – men intet skete?

Og nu OK18, hvor vi skal stole på KL igen?

Egentligt kan jeg stille spørgsmålet helt enkelt: Hvor naive skal vi være?

Jeg tror jeg sætter krydset ved “nej”. Det er ikke det bedste valg, men det mindst ringe.